Audi Hørsholm

48 volt i den nye Audi A8 åbner nye muligheder

I næste modelgeneration af A8 vil flagskibet for første gang være udstyret med en elektrificeret drivlinje som standard. Til det formål vil motorerne være udstyret med mildhybridteknologi, hvilket betyder en raffineret motorgang og endnu bedre præstationer samtidig med øget effektivitet. Grundlaget for dette er det elektriske system med 48 volt, der for første gang anvendes som primært elektrisk system i den nye Audi A8.

 

Mildhybriddrivlinjen er sammensat af to centrale komponenter: For det første den vandkølede 48 V-remstartergenerator, som supplerer den velkendte tandhjulsstarter. Sidstnævnte anvendes kun ved koldstarter i den nye Audi A8. For det andet fungerer litium-ion-batteriet, der er placeret i bagagerummet, som energilager i MHEV’en (Mild-Hybrid Electric Vehicle) – med en opladningskapacitet på 10 Ah og en spænding på 48 V.

Intelligent friløbsfunktion

Fordelen ved remstartergeneratoren bliver ekstra tydelig, når føreren nærmer sig et rødt lys eller en rundkørsel. Hvis lyskurven skifter til grønt, eller der åbner sig en mulighed for at køre ind i rundkørslen, mens bilen ruller under opbremsningen, og føreren slipper bremsepedalen, så startes forbrændingsmotoren med det samme. Bilen accelererer uden forsinkelse. Det kan kun lade sig gøre med remstartergeneratoren, som er permanent forbundet med forbrændingsmotoren.

Med den nye drivlinje i fjerde generation af A8 er det muligt at rulle lydløst i hastighedsområdet mellem 55 og 160 km/t. På denne måde kan bilen rulle uden emissioner med komplet standset motor i op til 40 sek. Så snart føreren giver gas igen, sørger remstartergeneratoren for en hurtig og yderst komfortabel genstart af motoren. Derudover fungerer start-stop-funktionen allerede ved 22 km/t.

Forudseende komfortstart

Komfort-start-stop-funktionen i den nye Audi A8 adskiller sig markant fra de hidtidige systemer. Den opkoblede luksuslimousine kan skelne mellem forskellige trafiksituationer. Når vejbanen er fri, startes forbrændingsmotoren hurtigt og komfortabelt, så Audi A8’eren kan sætte hurtigt i gang. Efter længere tids stilstand, og hvis føreren f.eks. ønsker en kraftig klimaregulering, startes forbrændingsmotoren ligeledes.

En ny funktion er den forudseende komfortstart. Så snart bilen foran Audi A8’eren sætter i gang, starter motoren, også selv om føreren stadig træder på bremsepedalen. I en sådan situation konkluderer bilens reguleringsstrategi, at føreren ønsker at følge trafikflowet spontant.

Avanceret drivlinjestyring

For at opnå det høje niveau af effektivitet er den nye Audi A8 udstyret med en avanceret drivlinjestyring, der bearbejder både rutedata og informationer fra de opkoblede sensorer, der også omfatter frontkameraet. Ud fra dette grundlag beslutter drivlinjestyringen, om A8 skal rulle eller rekuperere. Og den genindvinder ikke kun energi, når man bremser eller kører i friløb. Audi A8 rekupererer også, hvis den i aktiveret rullefunktion nærmer sig et forankørende køretøj for hurtigt. Alle disse tiltag har ikke kun effekt, når det gælder komforten, men også på tankstationen, idét mildhybriddrivlinjen reducerer forbruget ved normal kørsel for A8 med op til 0,7 l pr. 100 km.

Verdenspremiere

Den nye Audi A8 får verdenspremiere den 11. juli på det første Audi Summit i Barcelona, hvor Audi på et 10.000 m2 stort areal desuden også vil fremvise banebrydende løsninger for morgendagens mobilitet - fra mobilitetstjenester til automatiseret kørsel og parkering. Audi A8 introduceres i Danmark sidst på året.

Yderligere informationer om drivlinjeudviklingen hos Audi kan ses i Audi Media Center på www.audi-mediacenter.com/de/techday-combustion-engine-technology.