Audi Hørsholm

Audi og HERE i samarbejde om navigationsteknologi på højeste niveau

Audi og HERE Technologies indgår et endnu tættere samarbejde for at give kunderne endnu flere fordele. I den nye luksuslimousine Audi A8 gør bilproducenten brug af en lang række teknologier og tjenester fra kortudviklingsvirksomheden. Audi er sammen med andre virksomheder medejer af HERE. Begge virksomheder vil intensivere samarbejdet yderligere i fremtiden.

Fremskridtet ses allerede på kortvisningen med mulighed for direkte angivelse af destination: Den nyeste version af den modulopbyggede infotainmentplatform (MIB2+) fra Audi omfatter et navigationskort med en væsentligt mere overskuelig grafikvisning. Det kombinerer yderst detaljerede 3D-bymodeller fra byer over hele verden med en virkelighedsnær visning af mange bygninger.

Et highlight er den nye hybridnavigation. Ruteberegningen sker først og fremmest online på serverne hos HERE og parallelt onboard i bilen. Den tager højde for hele trafiksituationen i området. Systemet tager endda højde for hændelser langt væk fra den planlagte strækning, som ville kunne få indflydelse på ruten. Informationerne opdateres hele tiden i korte intervaller. Dataudvekslingen mellem bilen og HEREs backend sker via den p.t. hurtigste mobilforbindelsesstandard LTE Advanced. Denne permanente udveksling og den store processorhastighed på HERE-serveren giver mulighed for nye funktioner: Hvis føreren konstaterer, at en del af ruten pludselig er spærret, kan han med det samme og på en meget enkel måde få udarbejdet en lokal omkørsel. Hvis føreren ønsker at ændre den foreslåede rute, kan han forstørre den berørte del på displayet og nemt markere og aktivere den nye rute med fingeren.

Den nye myAudi-app på smartphonen gør også brug af navigationssoftwaren fra HERE og synkroniserer navigationsdestinationer og -favoritter problemfrit med bilen via clouden. Det betyder, at kunden allerede kan påbegynde sin angivelse af destinationen på sin smartphone, inden turen starter. myAudi-appen guider føreren hen til bilen, navigationssystemet fortsætter guidningen, uden at der skal udføres ekstra betjeningstrin i bilen, og appen guider om nødvendigt føreren helt frem til destinationens adresse, efter at bilen er blevet parkeret.

Navigationssoftwaren i bilen gør brug af HERE-databasen og analyserer også informationer om vejens forløb. De omfatter antal og retning af vognbaner, vognbanelinjer, sving, nedkørsler, stigninger, vejkryds, rundkørsler og bygrænser. En række forskellige sikkerheds-, komfort- og effektivitetsfunktioner gør brug af disse data – eksempelvis den forudseende adaptive fartpilot (pACC) eller den forudseende effektivitetsassistent PEA. Den centrale førerassistentstyreenhed zFAS bearbejder også dataene. zFAS modtager vejdata langs ruten fra navigationssystemet, fusionerer dem med bilens egne sensordata og bestemmer herudfra blandt andet bilens position præcist i vognbanen. En opdatering af kortdataene i Audi A8 sker automatisk hver 3. måned via den permanente onlineforbindelse.

Også når det gælder Car-to-X-tjenesterne Vejskilteinformation og Fareinformation fra connect-porteføljen, kommer Audi på mellemlangt sigt til at samarbejde med HERE. Disse informationer om hastighedsgrænser og farlige steder indsamles af Audi modellerne A4, A5, Q5 og Q7 ved hjælp af bilernes sensorer. P.t. samles de på Audis egne servere, hvor de bearbejdes og stilles til rådighed for Audi førere.

AUDI AG købte i slutningen af 2015 HERE Technologies, en af de førende softwarevirksomheder inden for navigationskort og stedrelaterede tjenester, i fællesskab med BMW Group og Daimler AG af Nokia Corporation. HERE er sat op som åben platform og beskæftiger p.t. ca. 8.000 mennesker på verdensplan. Siden virksomheden er blevet overtaget af konsortiet, har den udbygget sit it-kompetencenetværk kontinuerligt med nye ejerskaber og strategiske samarbejder.

Et centralt projekt hos HERE er HD Live Map. Det udgør det digitale grundlag for fremtidens piloterede kørsel. Den nye dataplatform beskriver trafikomgivelserne som en tredimensionel model med en helt ny form for præcision. Den er centimeter- i stedet for meterpræcis og dynamisk i stedet for statisk. HERE HD Live Map er p.t. under opbygning, og den nye Audi A8 er allerede forberedt til denne teknologi.